Mød en kostskoleelev

William Tumwizere

Her er William sammen med nogle af sine venner. Han går i skole på Shalom Foundation School – og han er en af de børn, som bor på skolen. Han er mutwa, det vil sige, at han kommer fra Batwa-folket, men mere om det senere...Nu skal du først høre om hans liv på kostskolen.

William, her i midten, bor på Shalom Foundation School i Kisoro som kost-skoleelev.

William, her i midten, bor på Shalom Foundation School i Kisoro som kost-skoleelev.

Med William i skole

William går i P7 (7. klasse). Han har særligt travlt, da han er afgangselev og derfor har vigtige eksamener i slutningen af semesteret for at bestå P7 og få adgang til at komme i Secondary. Undervisningen starter hver dag kl. 6-6:30.

William vågner, ligesom de andre børn, der bor på skolen, op omkring kl. 6:00. Børnene starter først dagen ud med, at de har 1-1½ times undervisning i klassen. Nogle af de ældste elever opfordres endda til selvstudie fra 5-6. Kl. 7:00 er der morgenmad. Skolens køkken ligger ud til skolegården, og William stiller sig i kø sammen med de andre børn foran køkkenet, hvor de får deres mad serveret.

Hvert barn har sin egen kop og tallerken. De børn, som bor på skolen har blå kopper og tallerkener. Børnene, som går i dagskole, har i stedet en grøn kop og tallerken.

Børnene spiser som regel en kop maize porridge (grød af majsmel) til morgenmad. William får grøden serveret i sin blå kop.

I Uganda går man meget op i hårmode. Det er helt normalt, at både piger og drenge får lavet kunstfærdige frisurer. De ældre børn på skolerne, får dog alle klippet håret helt kort, kun få mm langt, da håret ikke skal tage fokus fra deres læring i skolen.

I Uganda går man meget op i hårmode. Det er helt normalt, at både piger og drenge får lavet kunstfærdige frisurer. De ældre børn på skolerne, får dog alle klippet håret helt kort, kun få mm langt, da håret ikke skal tage fokus fra deres læring i skolen.

Derefter begynder undervisningen kl. 8 og fortsætter indtil frokost ved 12-13-tiden. På skolen er der et klasselokale til hver årgang, og eleverne har hver sin stol og et bord, som de sidder ved. En tavle fylder næsten hele den ene endevæg, men rundt omkring på alle andre vægge hænger plancher med tegninger og skemaer, som lærerne har lavet til at bruge i undervisningen. Lærerne genbruger nogle gange en plastiksæk, som bliver tegnet på og hængt op i klasseværelset.

Den ugandiske regering udgiver curricula – eller læseplaner – for hvert fag på alle skoletrin, ligesom Undervisningsministeriet også gør her i Danmark.

Undervisningen er dog i Uganda noget anderledes, end vi oplever den i Danmark, da der ikke er et ligeså stort fokus på pædagogik i undervisningen. Undervisningen foregår primært ved, at læreren skriver det, der står i læseplanen op på tavlen, hvorefter børnene skriver det samme ned i deres notesbog. I hele Uganda foregår undervisningen på engelsk, som er det officielle sprog i landet.

Til frokost får William typisk en varm ret. Maden har ikke den store variation, og oftest får børnene et måltid af posho, som er en stiv grød lavet af majsmel kogt på vand. Til posho serveres oftest en sovs af kidney-bønner. Det sker, at børnene får ris eller matooke (opskrift findes på side 63), men som regel er det posho.

Efter frokost har William igen undervisning til kl. 17. Da han går i P7 har han en lang skoledag, hvor de yngre børn, får fri tidligere.

Her er børnene på vej hjem fra skolen. Mange forældre betaler en boda boda-chauffør for at køre deres børn hjem efter skole.

Her er børnene på vej hjem fra skolen. Mange forældre betaler en boda boda-chauffør for at køre deres børn hjem efter skole.

Efter dagens overståede undervisning, er børnene dog ikke færdige med at studere. Om eftermiddagen sidder børnene gerne i klasselokalerne og repeterer undervisningen, eller eleverne deler sig op i mindre grupper, hvor en lærer repeterer, hvad de har lært i dag.

De yngre børn leger i skolegården eller rundt omkring på skolens område, hvor der er græsmarker og plads til fodbold, som er en populær aktivitet.

Omkring kl. 19 serveres aftensmaden, som er et lettere måltid, men igen af varme retter som til frokost. Børnene får hér også en kop te til maden.

Efter aftensmaden har børnene fri. De ældre elever fortsætter tit med at repetere dagens undervisning, ellers vasker børnene deres tøj og har også andre pligter, som de skal udføre på skolen såsom opvask og at feje gulvene.

Back to top
Back to top