Positiv hiphop

Positiv hiphop – eller socialt bevidst hiphop – handler og at bruge viden til at skrive tekster, som forholder sig til den verden, man lever i. Nogle hiphoppere ønsker således at gøre opmærksom på, hvordan folk for eksempel lever i Kampalas slumkvarterer, stigende fødevare- og oliepriser, eller hvordan det kan være nødvendigt at stjæle for at overleve.

Som et resultat af finanskrisen steg fødevarepriserne voldsomt i Uganda. Nogle madvarer er blevet mere end dobbelt så dyre siden 2010. Her i Danmark mærker vi det også, når det bliver dyrere at købe mad. Men man skal forestille sig, at landbefolkningen i Uganda bruger størstedelen af de penge, som de tjener, på fødevarer. Når priserne således stiger blot 10-15 %, bliver det et problem for en familie, som i forvejen brugte 80 % af deres penge til at købe ris, mælk, brød og grøntsager.

Burney Mc har blandet andet skrevet sangen Walk to Work om, hvordan mange mennesker i Uganda måtte gå på arbejde, da oliepriserne som resultat af finanskrisen steg voldsomt i 2011.

Da olien blev dyrere, blev benzinpriserne også dyrere, og dermed blev det dyrere at købe busbilletter. Oppositionspartiet i Uganda startede derfor en demonstration kaldet Walk to Work, som Burneys sang har taget inspiration i. På den måde bliver hiphop en politisk uafhængig måde til at skabe kollektiv bevidsthed blandt befolkningen omkring temaer som demokrati og rettigheder.

Luga Flow

I starten rappede man i Uganda kun på engelsk, men som noget relativt nyt er mange rappere i Uganda begyndt at rappe på deres lokalsprog. Luga Flow Army-gruppen kommer alle sammen fra det område i Uganda, som hedder Buganda, og de taler derfor luganda og rapper på luganda.

Luga er også et swahili ord for sprog, og flow er et andet ord for at rappe. Lugaflow betyder på den måde en flydende strøm af ord på hiphoppernes eget lokale sprog. Det har en særlig betydning i et land som Uganda.

Under kolonitiden var engelsk det eneste accepterede sprog i det offentlige rum, mens lokale sprog blev anset for mindreværdige. Selvom der måske er et større internationalt publikum for engelsksproget rap, vælger de unge rappere at udtrykke sig på luganda og forbinder en særlig stolthed med at lave lugaflow.

For hiphopperne er det vigtigt at komme ud med deres budskab. Og hvordan kommer man bedst ud med sit budskab til de mennesker, man bor iblandt? – Ved at rappe på det sprog, som folk taler!

 Hiphopperen Cyno Mc, til venstre i orange sweatshirt, til interview på programmet Swinging Beats på den lokale tv-station Record TV

Back to top
Back to top