Gomesi, UG. 174

Denne dragt kaldes for en gomesi og bruges ved traditionelle lejligheder såsom til bryllupper og introduktionscememonier, hvor manden introduceres for kvindens familie. En gomesi bæres traditionelt set af Baganda-folket, som er det folk, der tilhører Buganda kongedømmet. Buganda er det største kongedømme i Uganda, hvori Kampala ligger. Derfor ses kvinder i Kampala ofte iført en gomesi. Gomesi'en er således kiganda tradition - det vil sige tradition for Baganda folket. Gomesi'en bruges i dag også af flere af de andre etniske grupper i Uganda. Om søndagen kan man i landområderne møde kvinder komme gående langs landevejene i farvestrålende gomesi'er på vej i kirke - gomesi'en bruges nemlig også til kirkegang. Oprindeligt var en gomesi syet af stof lavet af bark fra figentræet, men med europæiske missionærers ankomst i Uganda, blev bomuld introduceret, hvilket afløste bark-stoffet. Man kan læse mere om bark-stof, og hvordan det fremstilles, ved at søge på nettet under bark cloth. Bark-stoffet er i dag stadig symbol på kongedømmet i Buganda og for Baganda-folket. I kolonitiden kom mange indere til Uganda, de introducerede nye former for stoffer såsom silke og satin og nye designs på stof i strålende farver. Gomesi'en er i dag således både et produkt af europæisk og indisk indflydelse og ses i dag i sprudlende farver med pailletter og knapper i i glitrende farver. I baggrundsteksterne kan man finde en vejledning på, hvordan gomesi'en tages på. Det er nemlig ikke helt lige meget, hvordan man bærer gomesi'en, blandt andet er det meget vigtigt, at bæltet i hver side er lige langt, når man har bundet det om livet!

Dragten består af en blå kjole (a), en rødstribet ekikooyi, som fungerer som underkjole (b), et bredt, blåt bælte (c) og en snor til ekikooyi'en (d).

Navn på luganda: Gomesi (pl. amagomesi)

Navn på stof til underkjole: Ekikooyi (pl. ebikooyi).

Gomesi, UG. 174

Back to top
Back to top